Nogle træk om Sjørslev v/C.J. Henningsen


Overfladen i Sjørslev sogn er overvejende bundmoræne fra sidste istid, hvor isranden i lang tid stod ved Dollerup. Der ligger en del moser spredt i sognet – Nekkersø mose, Bredmose, Balders mose, Torsø mose – og der har været en del flere, som nu er kultiverede,- først og fremmest selvfølgelig den ret store Sømose ved Sjørslev, men også flere andre, som optræder på gamle kort, bl.a. Flemming mose lige nord for Sognegårdsvej ved Solgården (hvor den gav sig til kende, da den første bygning sank! ) Galle (galge) mose, Røgels mose, Brænmose m.fl.

Området har tidligt været ret tæt beboet, hvilket fremgår af de mange gravhjøje, der særligt ses i vandet og nordvest for Demstrup. Der er i dag 10 fredede høje, men 85 er enten sløjfede eller delvis ødelagte. Højene stammer både fra stenalderen og bronzealderen – de sidste ofte de største og anlagte på bakketoppe, så de kunne ses videnom.

Jernalderens fladmarksgrave på åben mark er også fundet, bl.a. var vi fra skolen for en del år siden ude at se en sådan blive udgravet af Viborg museum på en mark mellem Galgebak og Bredmose.

Selve navnet Sjørslev tilhører de allerældste stednavne i landet, nemlig de navne, der ender på – ing, – um og –lev. De henregnes til romersk jernalder og folkevandringstid, i hvertfald ældre end ca 600 e.kr.. Lev-navnene kendes fra Danmark og Sydsverrig samt, mærkeligt nok, fra Thüringen i Tyskland i formen – leben. Måske er folk fra Norden vandret derned! ”lev” betyder noget overladt eller efterladt og kendes f.eks fra ”Kongelev”, der var kongens gods som konge. Forleddet til –lev er altid en person. Her har høvdingen heddet Sjovarr – det samme som Sævar på Sjælland. Det betyder ”søkrigeren”. Skrevet ses navnet dog ikke før 1430 – som Siørsløff.

Da der blev for lidt plads i den gamle landsby, flytter ”Dimmær” (måske ”Dømir” eller ”Detmar”) et par km vestpå og tager ny jord ind, en ny –torp, udflytterby. Den nye by skrives 1428 som i dag, Demstrup. Vandet skrives 1477 som ”Uanneth” , sikkert endelsen ”with” (skov) med forled ”watn”(vand) eller ”wand” (vånd). Aunsbjerg skrives allerede i 1377 som ”Awensberg”. Forleddet menes at være mandsnavnet ”Aghnar”. Mere om stednavne kan ses i ”Viborg Amts Stednavne”, udgivet af Stednavneudvalget 1948.

I Middelalderens urolige tider har livet været præget af kristendommens organisering og kirkens opførelse, samt mere negativt, af, at de hidtil frie bønder i Sjørslev, Demstrup og Vandet så sig nødsaget til at give sig ind under Aunsbjerg-herremandens beskyttelse og overlade ham deres gårde, som de så tog i fæste mod at betale landgilde og yde hoveri. Enkelte selvejergårde omtales dog også. Den nære afstand til Viborg, historiens brændpunkt, mærkes ofte. F.eks formodes den første ejer af Aunsbjerg, der nævnes, Erik Christoffersen Løvenbalk, at være uægte søn af kong Christoffer II og altså halvbroder til Valdemar Atterdag – og i 1523 kommer Sjørslevs navn helt til tops i historien, idet der i kirken holdes det møde mellem den oprørske adel og Christian den andens udsendinge, Niels Lykke og Oluf Nielsen, som skulle blive det sidste og derfor skæbnesvangre for kongen (og derfor for Danmarks bønder og borgere).

Skønt kong Christian kom med nye indrømmelser, fik man kun enighed om et nyt møde i Horsens ugen efter, den 9. Februar. Men lige før Horsens-mødet opgav kongen ævred – og riget -, sejlede de berømte ture frem og tilbage over Lillebælt, endte på Fyn, skyndte sig over til København, gemte mor Sigbrit i en skibskiste og sejlede fra Danmark! Man kan læse mere herom bl.a i Erik Kjersgaards ”Danmarkshistorie”.
I højre side indsættes foto af sjørslev ringen
En historie, der måske begynder på samme tid, handler om den fornemme guldring, Sjørslevringen, der findes på Nationalmuseet, og som er udførligt omtalt i tidskriftet ”Skalk” nr. 5, 1985. Heri fortælles, at en mand i Sjørslev ramte ringen med sin støvlesnude på en mark i 1874. I 1984 blev der indleveret en ring til museet af bemærkelsesværdig lighed, hvad angår motivet: Skt. Jørgen og dragen, men mindre og tyndere, kun en 1/3del af vægt. Den er fundet 1799 i ruinerne af det 3. Hald, Bispens Hald, af ingen ringere end Ove Høegh-Guldberg, den forviste ”statsminister”. I middelalderen var der tradition for at bære en ring, der hentydede til ens navn, og da motivet er så ens udført i de to ringe, kunne man måske vove at gætte på, at begge har tilhørt den sidste katolske biskop i Viborg, Jørgen Friis, der endte i sit eget tårn på Bispens Hald. Sjørslev-ringen skulle han så have tabt på en jagt eller lign. – og så en lille lokal hale på historien: Jeg har set ”vores” ring på museet, men kun med fundsted angivet som ”Sjørslev”. Derimod har afdøde sonerådsformand Jens Andersen, Demstrup i sine optegnelser den oplysning, at et par drenge, Mads Raunholt og en bror, ikke fandt én, men derimod to guldringe på en mark til matr. 9a i Demstrup i 1870. De blev indleveret til ”Oldnordisk Museum”, og der har Jens Andersen selv set dem som soldat, påhæftet en seddel med fundsted: matr. 9a, Demstrup,- måske burde Sjørslev-ringen rettelig hedde Demstrup-ringen!

Tiden går så frem til de store forandringer i slutningen af 1700-tallet: Stavnsbåndets ophævelse, hoveriets afløsning, gradvis overgang til selveje, udskiftning og udflytning.- De gamle kort fortæller mange ting. I hvert fald i Sjørslev er der hovedsageligt brugt ”stjerneudskiftning” – lange smalle skifter strålende ud fra den gamle ”gårdby”. Så kunne gårdene blive liggende. I Demstrup er udflytningen af gårde begyndt omkring 1800, men i hvert fald er nogle gårde først flyttet ud efter den store brand i 1879. Vandet har jo altid været ”en liden adspredt torp”, som Blicher skriver.

Jens Andersen fortæller efter sin bedstemor, at får og køer blev drevet over ”Fårebroen”, hvor byens”Hjord”, byhyrden, overtog og drev dem ud på heden. På Sjørslevs kort ses i hvert fald 2 fædriftsveje vest om Sømosen og ud på byens ”Heede Marker” mod nordøst. Tværs over det hele, øst om Sømosen, ses ”Levring Mosevej”, hvoraf der nu kun er få rester tilbage.den gamle branddam ved Østervandetvej, der nu er opfyldt, var en ”Fællesvanding”, og det samme var selvfølgelig ”Hjorddammen” ved gårdbyen. Her har Sjørslevs ”Hjord” sikkert samlet dyrene og drevet dem ud på overdrevet mod nordvest.

Var det i øvrigt ikke på tide, at det noget neutrale ”Branddamsvej” blev ændret til ”Hjorddamsvej”? Det ville falde i tråd med de andre gode historiske vejnavne, vi har: Adelvej, Galgebakkevej og alle ”høj”-vejene. Apropos Galgebakken: uden tvivl har der engang i fortiden været rejst en galge her. Den rejstes gerne højt og ofte tæt ved såkaldte ”trebundet skel”. Her er det Vandets, Demstrups og Sjørslevs jorder, der mødes. De henrettede, der begravedes i trebundet skel, gik ikke igen! Det fortælles, at der ved grusharpning er fundet skeletrester herude – de var tilmed en tid udstillet i Sjørslev Brugs!

Den såkaldte ”slavekrig” i 1848 har sikkert også vakt opstandelse her, måske knap så meget som i Elsborg, hvor præsten satte mod i de forsamlede bønder med udrettede leer og lign. med en brandtale – samt brændevin blandet op med krudt! En vagtpost fra Vinkel kom hæsblæsende hjem og meldte at have set fjenden – samt at Aunsbjerg brændte.

Den nyere tids historie på forskellige områder vil sikkert fremgå af andre beretninger i denne bog – her skal blot medtages lidt om vort sogn i litteraturen, det vil stort set sige i Blichers fortællinger. Nu må hans historier jo ikke lige opfattes som historisk virkelighed. Han har hørt beretninger om dette eller hint, som han så digtede videre på. Somme tider flyttes begivenheder og personer ”hjem” til fødeegnen. F.eks er Messing-Jens egentlig Mesing-Jens fra Mesing ved Skanderborg. Rasmus Owstrup er egentlig Anders Rasmussen fra Egebjerg ved Horsens og pigen, som Jens bærer hjem, hedder ikke Helle, men er en fransk guldsmededatter ved navn Gabrielle Coudron Philippa de Bercon! Det fortælles i øvrigt, at der var hele 18 franske piger med regimentet, da det afrejste fra Arleux. De fleste vendte dog hjem igen på et tidspunkt! Anders´ forældre ville ikke vide af hende, så de måtte flytte til en lille ejendom i Torp mellem Nim og Østbirk. Den blev nedrevet i 1933, men ”Kålgoren” med Jens´ knogler kan altså stedfæstes!

Ægteparrets efterhånden ca 300 efterkommere har rejst en mindesten på Unnerup kirkegård. Det var så den historie, og det bliver den jo ikke ringere af. Blicher har vel hørt den af Klaus Vatrup, som rigtig nok først red på Jens, men blev syg – dog døde han altså ikke dengang, men fandt jo sin grav i Thorning. ”Ras Rask a wor bøj” , som er med i Jens Jensen, æ hueskræmers historie, er i øvrigt fra Demstrup, fortæller Jens Andersen.

Aunsbjerg spiller jo en stor rolle i Blichers digtning. Han var opkaldt efter godsejer Steen de Steensen, der var hans mormors bror, og da Blichers mor ofte var syg, opholdt han sig meget på gården. Steen de Steensens hustru, en vaskeægte Schinkel fra Hald, yndede i gæsters påhør at spørge den lille Steen, hvor hans vilje var. Drengen var så dresseret til at svare:”i Deres lomme, kære bedstemoder!”.

Den fortælling, der mest vedrører vor egn, er selvfølgelig ”De tre helligaftener”. Denne gang har Blicher selv givet os forlægget, nemlig nr. 2 i ”Jyske røverhistorier” fra 1823, der kun har begivenhederne juleaften. Røverkulen er her i Skaun, og det fundne tyvegods bekoster udsmykning af ”Sjørslev” kirke. Mange år senere, 1841 i Spenstrup, udbygger Blicher så på mesterlig vis det lille forlæg med påskeaften og pinseaften, Ma Ibs og Stærke Sejers historie o.s.v. – I ”Røverhistorier” stedfæstes Ibs gård til Mellemvandet, og traditionen vil jo vide, at det drejer sig om Lydia og Svend Bertelsens gård ved krydset Æghøjvej-Røverhøjvej. Afdøde Karoline Mortensen, Sjørslev, der var barnefødt på gården, mente at kunne huske, at bageovnen var der i hendes barndom,

Filmen ”Bejleren” blev optaget på Frilandsmuseet i Kgs. Lyngby samt på Nørre Vosborg i Vestjylland, der agerede Aunsbjerg. For fuldstændighedens skyld skal lige anføres, at ”Rødkjærsbro Avis” 18. April 2000 fortæller om røverne i Skaun og deres meriter med kilde: ”Jysk Historie og Topografi, 2. Bind 1868-69”. Det er stadig gården i Vandet, der er centrum, men gårdmandskonen er her heltinden. I en version får hun røverkonen vippet ned i en ”ørk”, en kiste, i en anden giver hun røveren bekomst, da han fra oven stikker hovedet ind i stuen. Der er altså noget om Vandet og røvere!!

Tilbage er lige at nævne, at en mere nutidig fortæller, Struer-digteren Johs. Buchholtz, også har opsnuset en historie herfra, nemlig om orginalen Jens Toj, der har givet navnet til ”Tojbak” i Sjørslev. Han var jo kendt i Sjørslev og Demstrup for at møde selvbuden op til fester, begravelser m.v. og tage godt for sig af den gode mad. – Buchholtz` fortælling hedder ”da Jens Tot forregnede sig” og findes i hans ”Samlede Noveller”. Han kender ikke vort udtryk, en ”toj” (en lidt tumpet person), og har opfattet det som ”Tot”.


Comments are closed.

Til toppen ↑