Sjørslev kirke v/C.J. Henningsen


Omkring 1130, i kong Niels´ tid, har der en dag været samlet en del bønder fra egnen på Sjørslevs højeste sted, hvor den nye kirke skulle bygges. Højst sandsynligt har man i forvejen haft en lille trækirke, her eller andetsteds, men minder herom (stolpehuller el. Lign.) Har man ikke fundet. Til stede er også en ”stenmester” med nogle folk fra domkirkebyggeriet i Viborg. Man har talt om kirkebyggeriet, og bønderne har fået besked om at gå i gang med at indsamle kampesten af en vis størrelse, fælde træer til tagtømmer o.s.v. Dateringen, ca 1130, bygger på den kendte døbefonts åbenbare familieskab med stenmesterens arbejde ved domkirken i Viborg.

I de følgende år går Viborg-mesterens svende så i gang med at hugge kvadre, bistået af bønderne. Skib og kor rejser sig på en fin, profileret dobbeltsokkel, mensapsis vistnok først tilføjes af Mogens Gøye på Aunsbjergi 1544 – sammen med tårnet. Der er 6 små rundbuedevinduer, 3 i hver side, og værd at lægge mærke til: fine, søjleindrammede portaler både i nordvæg og sydvæg (kvindedør og mandsdør). På nordvæggen ses tydeligt, hvor vinduer og dør har været og mod syd ses dørens plads også i soklen. Rester af søjleportalerne (kapitæler og karmsten) er blevet ambragt i gravhøjens indramning. Det har været fladt bjælkeloft og taget har nok været bly som de fleste andre steder. Indvendig var der ingen stole – man stod op. Heller ingen prædikestol – prædiken kom først til efter Reformationen i 1536.
Til venstre for koråbningen ses i væggen en niche til et sidealter. Til højre ses spor af en lignende niche. I katolsk tid var der ofte sidealtre, i hvert fald for Jomfru Maria og måske også for den helgen, kirken var indviet til. Måske har det i Sjørslev, som så mange andre steder, været Skt. Nikolaj, men det fremgår ikke umiddelbart nogen steder.

I korets nordvæg ses endnu det hul, hvorigennem alterbrødet blev skubbet ud til de spedalske – de måtte jo ikke komme i kirken for ikke gennem tæt samvær med sognets øvrige kirkegængere at sætte folkesundheden i fare! Altervinen var forbeholdt præsterne.

De gamle kirker ligger altid i retningen øst-vest. Koret med alteret skulle være mod øst – der skulle man se hen, fordi Jesu genkomst ventedes fra øst.

I 1523 er Sjørslev kirke så skueplads for det andetsteds nærmere omtalte møde mellem den oprørske adel og Christian den II´s udsendige – kirken har altså været af mere end almindelig størrelse og interesse.

Få år efter trænger reformationen så igennem . Nok ikke lige på engang! I hvert fald er den første præst på listen efter omvæltningen – Broder Ib! Altså en munk, om end han nok har været ”omvendt”. – senere i tiden tiltales præsten almindeligvis på godt jysk med ”wo får”.

På et tidspunkt er Aunsbjerg blevet – formelt: ”Ejer af Sjørslev sogns kirketiende”. Reelt kirkens ejer. Og Aunsbjergs ejer var nu en af landets øverste, storgodsejer og rigsmarsk Mogens Gøye, som 1544 byggede det store tårn og, som nævnt, vel også apsis. Tårnet har kvadre nederst (nok fra skibets vestgavl) og derover munkesten i det kendte ”munkeforbandt”, 2 løbere og 1 binder. Koret får krydshvælving, ligeledes tårnrummet. Koret får kalkmalerier, gotiske dekorationer på ribber og skjoldbuer og 1550 – 60 Renaissance-dekorationer med blomster, frugter og lign. over hele koret.

Ikke længe efter eller måske tidligere har kirken fået en fornem gave: Det store, smukt udførte krucifiks på sydvæggen. Typen er gotisk: Den lidende Kristus. På de ældre, romanske typer er Jesus fremstillet som sejrherre – opret, seende lige frem. Krucifiksets oprindelige plads er over korbuen. ”Trap” angiver årstallet 1475. I så fald er det måske bekostet af Erik Løvenbalk, den sidste af slægten Løvenbalk på Aunsbjerg, men nærmere herom har jeg ikke kunnet finde.

Flere store gaver: 1616 skænker Mette Brahe til Aunsbjerg den store, smukt støbte kirkeklokke sammen med kirkeværgen Tøger Jensen til Duelundgård. 1652 skænker Jørgen Marsvin og hustru Helveg Gyldenstierne til Aunsbjerg de hellige kar: sølvforgyldt kalk og disk. 1665 giver Mette Rosenkrantz til Aunsbjerg det meget smukke malmdøbefad, der til overflod er forsynet med initialer og våben for slægterne Rosenkrantz, Bille, Krabbe, Vind og Juel.

Der kommer også stolestader – forrest i kirken herskabsstolen. Lågerne hertil er i dag anbragt nederst – mellem stolestaderne fra Karup kirke. Her ses våbener og navntetræk for Jørgen Marsvin og hustru og for hans forfædre, Peder Marsvin og Mette Brahe.

Stolestaderne fra Karup har fine udskårne billeder af Jomfru Maria, Skt. Margaretha (med bibelen), Skt. Christopher (med barnet på skulderen) og Skt. Clemens (bl.a med pavehue og anker). Steen de Steensens far, Steen Jørgensen til Aunsbjerg, fik Karup kirke 1744 af Christian den VI. Den var jo i katolsk tid en meget søgt valfartskirke ved den hellige kilde. kendt er jo nok historien om Mariabilledets tårer (som præsten omsorgsfuldt vedligeholdt!). Så forfaldt den næsten til ruin. Steen Jørgensen nedrev så tårn, tværskib og kor og genrejste skibet, som kirken står i dag. Derved blev stolestaderne tilovers.

Så tog sønnen, Steen de Steensen, fat på Sjørslev kirke, og i 1768-1772 foretoges den store restaurering, som skulle gøre den til en kendt ”herregårdskirke”, der besøges af mange.

Kirkens søndre mur var faldefærdig, så kvadrene blev taget ned, bortset fra de 3 nederste rækker, og erstattet af røde mursten (af nutidig størrelse). Apsis blev fjernet og korets østgavl opmuret som sydvæggen. De to portaldøre blev sløjfet, i stedet kom den nuværende indgangsdør i tårnets vestgavl, og tårnrummet blev indrettet til våbenhus. De 6 små romanske vinduer erstattedes af nye og større. Tårnets tag blev

fornyet – nu til et typisk barok-pyramidetag med indadbuede sider, tækket med bly. I en fjernsynsudsendelse for nogle år siden om barokken i landsbykirker blev sjørslevs tårn vist med bemærkningen: ”Når barokken ikke buer udad (med kupler) – så buer den indad!”.

At det til tider kunne være nødvendigt at gøre noget fremgår af et syn i 1655, da Anders Bille overtog Aunsbjerg efter Jørgen Marsvin. Der var blæst 80 tagsten af tårnet, og begge kirkedøre manglede!

Kvadre samt rester fra portalerne blev brugt som kantmur om gravhøjen på kirkegården. ( foto ) Har der været en høj i forvejen? I ”Viborg-Nyt” af 22.august 2001 udkaster Helmuth Spanggård den tanke, at der på grund af størrelsen er tale om en gravhøj fra oldtiden med en jættestue i!. En jættestue er dog udelukket, da vi ligger uden for storstensgravenes område.

Nu blev Steen Jørgensen og hans to hustruers kister taget op af et lille gravkapel under altergulvet og anbragt i højen. Det gælder vel også Steen de Steensens første hustru, der døde i barselsseng efter af have født en lille dreng, Niels, der døde som seks-årig og også må være bisat der. Blicher skriver i ”Skytten på Aunsbjerg”, at hans yngste søskende ligeledes er begravet der, og endelig blev højen så hvilested for Steen de Steensen selv og for hans anden hustru, da de døde 1800 og 1801.

Steen de Steensen havde jo ingen børn selv, og hans broder var general i Tyskland. Et par ”proprietairer” på egnen var eksekutorer og skulle røgte højen og de 400 rigsdaler (en gårds værdi!) Der var hensat til den, bl.a til ligsten. Det gjorde de så – til egen fordel! . Så det fine gitter, som Blicher omtaler, søjler o.s.v. er for længst væk. Men det er en lang historie, som fylder en hel , tættrykt side i ”Silkeborg Avis” af 31.12.1955, genoptrykt efter en tidligere artikel af K. Røhr Lauritzen, Demstrupgård. Resten af de 400 rigsdaler siges heri ar henstå under stiftsøvrigheden, – der var godt 5.000,- kr. i 1955.

På vej op til kirkedøren ses gravminder for ”Inspector Ernst Johann Hepcke, gutsbezitzer von Aunsberg, og for Peder Pandrup Frisenberg, proprietair til Duelund”.

I kirkegårdens sydvestlige hjørne er det store familiegravsted for familien de Neergård, Aunsbjerg.

Vi går så ind i kirken. I våbenhuset er der trappe op til det store pilpitur, som på træsøjler blev opsat i skibets vestende, i hele kirkens bredde. Det erstattede den før nævnte herskabsstol forrest i kirken. Stilen er Loius Seize, en overgang mellem rokoko og nyklassicisme. Her blev senere orglet anbragt – orgler i kirkerne er en forholdsvis nutidig ting, i hvert fald i landsbykirker.

På skibets nordvæg er der to epitafier. Først et meget stort i rokokostil – udskåret i fyrretræ, malet som marmor. Det er et minde over Steen Jørgensen til Aunsbjerg og hans to hustruer, og indskriften er meget lang og kunstfærdig. Forfatteren har bl.a udformet et ordspil over ordet ”steen”. ”Hans kraft var ikke som hans navn af steen”, den sidste hustrus død var en ”prøvesteen, der tyngede dobbelt på hans steensyge” og

Efter 10 års enlighed ”lagdes han i altergulvet hos sit livs ædelsten – under en ligsten”!
Så følger et nyt ordspil ” I sit liv var han forsigtig – fornuftig – flittig – redelig – behagelig – tålmodig – heldig – lykkelig”! Sluttelig til læseren:”Gak du hen og gør ligeså!” En Johannes Møllehave værdig!

Det andet epitafium er en del mindre og i nyklassisk stil – hvor læseren så forbavses over årstallet: 1943! Det er vist en sjældenhed i danske kirker, at epitafier er sat op så sent. Det er til minde over godsejer på Aunsbjerg Peter Johansen de Neergaard. Kirken overgik først til selveje i 1954. De Neergaard havde rejst meget i arabiske lande og lod 1937 opføre et særpræget kapel på kirkegården . Det erstattedes 1978 af et nyt med nutidige faciliteter.

Det lykkedes Steen de Steensen at gøre kirkerummet til et af de smukkeste og mest stilrene i rokoko og Louis Seize i Danmark. Farverne er overvejende lyse og lette, stolestaderne har fået fine ornamenter på gavlene, loftet er malet i rødt og blåt med et stort midterornament med Steen de Steensens og hustrus forgyldte initialer og med de fire evangelister i hjørnerne, og, mest af alt, opsattes den overdådigt udsmykkede prædikestol med lige så pragtfuld opgang og lydhimmel. I længst forsvunden realskole – og præliminær skoletid var den afbildet som rokoko-eksempel i en lærebog i historie.

1783 opsattes et nyt alterbord af træ og bagved en ny, stor altertavle i Louis-Seize-stil. I nichen stod i sin tid en afstøbning af Thorvaldsens Kristus-figur, den blev ved restaureringen i 1966 erstattet af et forgyldt kors.

I koret står den gamle præstestol, i sengotisk stil fra 1600-tallet. Ifølge gammel overlevering kaldtes den bageste kirkestol ”Rakkerstolen”, jfr. Hans Kruse, Thorning Museum, i ”Se på historien”. Rakkere (skøjere, tatere, kæltringer og natmænd) var nødvendige alle steder til at tage sig af ”uærligt” arbejde: Flå selvdøde dyr, feje skorstene, rense ”nathuse”, hjælpe ved henrettelser o.s.v. Faktisk nævnes det også i Søren ”Smed”s optegnelser, at der er overlevering om, at der har boet ”skorstensfejere” i Vandet Mose. Man må dog antage, at betegnelsen ”Rakkerstol” i kirken går tilbage til 1700-tallet – før de Steensens restaurering

På Viborg Stiftsmuseum har jeg set en ”klingbeutel” fra Sjørslev kirke – en skindpung med klokke på en stang. Degnen kunne gå på kirkegangen og række den ind foran folk på bænkene – de kunne så give deres skærv. Klokken? – ja, prædiken var meget lang i gamle dage – og Kingos salmer havde rigtig mange vers!

Kalkmalerierne i koret har haft en omtumlet tilværelse. De blev istandsat i 1772, forsvandt, fremdroges igen i 1927 – 30 og blev så overkalket ved restaureringen i 1966. Ved denne lejlighed blev orglet fornyet, indviet af biskop Højrup – fra Århus! Sjørslev – Almind hørte nemlig til Århus stift indtil 1. Januar 1971 – da fik biskoppen i Viborg opfyldt sit ønske om ikke at skulle se ind i et andet stift fra sit vindue!

Men først og sidst – døbefonten! Jeg begyndte med at omtale den som Sjørslev kirkes dåbsattest og vil slutte med at beskrive den lidt nærmere. Den er absolut et klenodie. De midt-og østjyske løvefonte inddeles i nogle grupper efter deres særpræg. Vor font er som nævnt den klassiske type fra Viborg; den anses oven i købet for den ypperste, hvorfor gruppen kaldes “Sjørslev – gruppen”!

Broby-Johansen (i ”kunstvejviser”) kalder den ”en af landets ypperste stenskulpturer i det hele taget”! M. Mackeprang, kunskhistorikeren, der har skrevet de grundlæggende værker om landsbykirker og deres inventar, siger: ”Materialet er behandlet med overlegen dygtighed, uden at arbejdet er blevet slikket eller motivet har tabt sin storhed.” Løve-motivet er udformet som to dobbeltløver, med heraldisk modvendte kroppe og fælles mandehoved. Langs kanten romansk løvværk og på fodstykkets fire sider en løve, en løve med bagudvendt hoved, en engel og en fugl. Fonten har været malet, formentlig hvidgule løver på sort bund (Broby-Johansen mener oprindelig blå bemaling), og, som eneste font overhovedet: Hoveder og haler har været forgyldte! I kristen symbolik holder løver ved indgangen det onde væk, og fonten stod jo oprindelig ved indgangen i alle kirker. Et fint billede ses i ”Lademanns leksikon” (danmarks kultur).

Der kunne være mange flere enkeltheder at fortælle om Sjørslev kirke. Jeg vil gerne, foruden de i teksten nævnte kilder, henvise til: Drap danmark (Viborg amt), en ældre brochure om Sjørslev kirke fra Kjellerup Turistforening (uden årstal, men må være fra 195o-erne), en nyere brochure fra Sjørslev menighedsråd fra 1986 (der desværre ikke har fået mødet i 1523 med) og en artikel om Sjørslev kirke i ”Kjellerup Tidende” af 14. Marts 2000 skrevet af sognepræst Inge Mader Jensen.

Sjørslev og Almind har været sammen om præsten fra før Reformationen, men Sjørslev var annekset i gammel tid. Præsten boede i Vranum og pastoratet hed Vranum-Sjørslev til ca 1700 , derefter Almind-Sjørslev til 1816, hvor begge sogne blev annekser til Vium indtil 1917. Så blev vi igen skilt fra Vium, men kom nu til at hedde Sjørslev-Almind! Præstegården blev nemlig bygget i Sjørslev, fordi vandværket her tilbød gratis vand til den! Sådan!

Det er altså et ældgammelt fællesskab, som man nu ved skrivebordet med passer og linial lægger andre planer for!

På præstelisten for vore sogne ser vi, at mange præster har beklædt embedet i meget lang tid, længe nok til at blive rigtig ”Wo får”. Efter ”Broder Ib” kom Anders Winther 1561-99, sønnen Poul Winther 1599-1640, Poul Basse 1640-79, Lorentz Buccholtz 1679-1718, sønnen Poul Buchholtz 1718-38 – og, noget senere, rekorden Peter Meldahl, 1805-1853! – Lorentz Buchholtz kaldtes ”den vise præst” og havde et særligt godt tag på Fanden! På vej hjem fra Viborg, ved Non Mølle, kunne hestene pludselig ikke trække vognen. Buchholtz siger da til karlen:”Tag venstre baghjul af og smid det op i vognen!” Så kom der fart på – den slemme måtte nemlig gå som fjerde hjul!

En aften, på vej hjem fra Sjørslev, støder Buchholtz så på Fanden igen – ved Tossimose. Han kalder præsten en ”katekismidreng”. Det kneb for Buchholtz, han var som student kommet til at ”skylde” en bager en skilling. – men han fandt på råd – han smed en skilling i Fandens gloende gab! Nu kunne Buchholtz klare fyren, han manede ham ”herunter” i mosen og drev en pæl gennem ham! Så lad endelig den pæl i Torsø mose stå!

En senere præst hos os, som har givet anledning til historier, er M.A.S. Lund i Vium (1881-1913). Han var overordentlig dygtig, men havde ord for at være lidt ”sær”. Historien her er fortalt af en af hans efterkommere: Han var til fods på vej til Viborg, som altid noget ”jævnt” klædt og i træsko. Han kommer så op at køre med en mand, der indleder med det gamle spørgsmål:” hue æ do så fræ?”. Lund svarer jo så, at han er fra Vium. ”Nå, det æ der, i hår den mærkelige præjst!” ”Ja, da”, svarer Lund, ”Det er mig”.


Comments are closed.

Til toppen ↑