Nyheder

Published on februar 21st, 2019 | by Mie Jakobsen

0

Sjørslev og Demstrup har brug for dig!

Ved generalforsamlingen i Sjørslev-Demstrup Lokalråd (tidligere Kontaktudvalget)* fik vi et nyt medlem og en suppleant, men da vi stadig mangler yderligere ét medlem og én suppleant, afholdes der ekstraordinær generalforsamling

onsdag d. 6. marts 2019 kl. 19.00 i Dartrummet i Egnscentret.

Lokalrådet arbejder med rigtig mange spændende ting til stor gavn for vores lokalområde. Det er bl.a. Lokalrådet, som er områdets kontakt til Silkeborg Kommune og som dermed sørger for, at vi bliver set og hørt!

Lokalrådet støtter gode formål i området – senest en donation til Krathgårdens fremragende legeplads-projekt! Der sørges for, at nytilflyttere bydes velkommen, at byerne tager sig fint ud både forår og vinter med blomster ved indkørsel til byerne samt juletræer med lys. At borgerne kan komme med idéer og få hjælp til at sætte ting i gang, senest med idémødet i foråret, hvor der blev nedsat flere arbejdsgrupper som arbejder med fantastiske ideer som kommer os alle sammen til gode. Derudover kan nævnes den årlige fællesspisning, som satte rekord i deltagerantal i år, affaldsindsamling, udgivelse af Kontaktbladet og meget andet.

Sjørslev-Demstrup Lokalråd er af stor betydning for vores område, og vi har brug for et nyt medlem. Man vælges for 1 år ad gangen, og der er ca. 4 møder om året. Udover 4 folkevalgte medlemmer sidder der også repræsentanter fra lokale foreninger i lokalrådet. Når der er større arrangementer er vi så heldige, at der altid er frivillige, som giver os en hånd, så vi føler os aldrig alene eller uden opbakning. Men vi har brug for en fuldtallig bestyrelse, for at kunne ”klare ærterne”.

Derfor håber vi, at I kan se vigtigheden af Lokalrådets arbejde, og vil bakke op ved at deltage i den ekstraordinære generalforsamling.

*På generalforsamlingen var der stillet forslag om vedtægtsændring. Vedtægtsændringen blev godkendt. Det betyder, at Kontaktudvalget for Sjørslev-Demstrup har skiftet navn til Sjørslev-Demstrup Lokalråd.


About the Author



Comments are closed.

Til toppen ↑
  • Seneste nyheder

  • Firmaer